Fri fragt ved køb på min. 500 kr.

Visa Master card Maestro card Mobilepay 30 15 28 20
DIN KURV:
0

Total

DKK 0,00

Gå til betaling

Kaffe kan tilberedes på mange forskellige måder. Med få ingredienser kan du forkæle dig selv og dine gæster med flere forskellige kaffevarianter. Og selvom det i visse tilfælde er marginaler, der adskiller varianterne fra hinanden, vil smagsoplevelsen ikke være den samme. Men de mange kaffevarianter kan være svære at navigere i og adskille fra hinanden. Her får du derfor et overblik over de forskellige varianter, så du i fremtiden ikke alene kan adskille f.eks. en cappuccino fra en cortado, men også lave de forskellige typer af kaffe.

Espresso

Espresso kaffe.

Ordet “espresso” refererer til den måde, kaffen laves, altså til bryggemetoden, ikke de anvendte bønner, ristningen af bønnerne eller lignende. Hvilken kaffebønne eller -blanding, du vælger at tage i brug, vil sådan set være en smagssag. Groft skitseret er espresso kendetegnet ved en lille, men meget stærk kop kaffe, brygget under højt tryk. Af selvsamme årsag er kaffevarianten ristet mørkere end de bønner, der f.eks. bruges til filter-, stempel- og pour over-kaffe. Kaffe brygget under højt tryk kræver, sagt med andre ord, en mørkere ristning end ellers. En langsom og mørk ristning er derfor den gængse fremgangsmåde i produktionen af espressokaffe.

Drikken stammer fra Italien og kan dateres tilbage til 1900-tallet. Siden da er meget sket, og i dag danner kaffen basis for de fleste kaffevarianter rundt om i verden, både café latte, cappuccino, cortado og mange af de andre populære drikke. Det er ikke alene den intense, stærke smag, kaffedrikkere forelsker sig i, men også cremaen, der fint skummer på toppen. Skummet dannes som følge af de gasser, der frigives, under ristningen af bønnerne. Cremaen er bl.a. med til at afsløre, hvor friskristet og stærk kaffen er. Mængden af crema beretter om, hvor friskristet kaffebønnerne er. Er der meget, er kaffen friskristet, og er der lidt, er det modsatte tilfældet. Farven på cremaen afslører derimod, hvor stærk espressoen er. En mørk crema peger i retning af, at det er en stærk kop kaffe, du sidder med foran dig, hvorimod en lys crema indikerer, at det er en mild kop. Er din espresso udstyret med et glat, gyldenbrunt lag af crema, uden store luftbobler, vil du vide, at brygningen har været succesfuld.

For at brygge espresso, må du først placere din kværnede kaffe i et portafilter. Herefter stampes den kværnede kaffe flad, fri for alt luft. Når det er gjort, kan brygningen starte. Espressomaskinen transporterer vand tæt på kogepunktet ned gennem den stampede kaffe, som resulterer i, at der i dit krus lander friskbrygget kaffe. Det, der er udslagsgivende for, hvordan din espresso smager, er mængden af kværnet kaffe, mængden af væske, som kaffen producerer, hvor lang tid, brygningen tager, og, sidst, men ikke mindst, vandets temperatur.

Hvis du kunne tænke dig at prøve kræfter med at brygge en espresso på en af vores specialkaffer, kan vi klart anbefale vores signatur-espresso. Kaffen giver en skøn crema, og den består af tre økologiske kaffer fra Colombia, Guatemala og Honduras.

Læs også: Værd at vide om espresso.

Ristretto

Ristretto kaffe.

En ristretto er det perfekte alternativ til dig, der elsker smagen af espresso, men ikke nødvendigvis er vild med den bitre smag, espressoen kan have. Det er en meget mørk, fyldig og koncentreret espressovariant, kendetegnet ved, at man under kaffebrygningen stopper tidligere, end man normalvis ville, hvis man satte sig for at brygge en en espresso. Heraf det italienske ord “ristretto”, der på dansk betyder “begrænset”.

Udgangspunktet for at at brygge en ristretto er altså det samme som for espressoen, samme fremgangsmåde, du stopper blot bryggeprocessen tidligere end normalt.

Americano

Americao kaffe.

Americanoen er en af de kaffedrikke, der minder mest om en traditionel kop filterkaffe, kendetegnet ved dens karamelliserede smag og cremaklædte top. Her blandes en tredjedel espresso med to tredjedele varmt vand. Perfekt til dig, der nyder din kaffe sort, men synes at espressoen er for stærk i smagen og filterkaffen en kende for kedelig.

Har du sat dig for at lave en americano, må du først brygge espressoen, der skal bruges. Placér den kværnede kaffe i et portafilter og stamp herefter den kværnede kaffe flad, fri for luft, så brygningen kan starte. Når din espresso er færdigbrygget, hældes det varme vand i espressoen. Du kan eventuelt justere blandingsforholdet alt afhængig af, hvor stærk du ønsker kaffen skal være.

Macchiato

Macchiato tilhører gruppen af espressodrikke, og betyder, oversat fra italiensk, “plettet”. Nærmere bestemt er her altså tale om en espresso tilsat en smule mælk, og som derfor er udstyret med en “plet” af mælkeskum på toppen. Det er skummen, der holder på varmen og kaffens gode aroma. Markeringen af mælk indikerer altså, at det ikke er en espresso, du sidder med foran dig. Karakteristisk for drikken er bl.a., at espressosmagen og mælkeskummet rammer ganen seperat. På trods af mælkeskummen snydes du derfor ikke for den stærke smag, som hører espressoen til.

Når du skal lave en macchiato, gælder samme betingelser og bryggemetode som for espressoen: en langsom og mørk ristning er den gængse fremgangsmåde i produktionen af espressokaffe, også når espressoen skal bruges til en macchiato. For at brygge macchiato følger du fremgangsmåden til espresso, som skitseret ovenfor. Det, der til gengæld adskiller de to varianter, er, at du hælder kold mælk i din skummekande, som du herefter streamer, eller skummer, ved at placere streamer-armen lige under mælkens overflade, gerne i siden af skummekanden. Det handler først om at tilføre mælken luft for herefter at føre streamer-armen længere ned i kanden for at skabe rotation, der skal gøre boblerne i mælken så små som muligt. Når mælken er skummet færdig, tager du til sidst et par skefulde af mælkeskummet, alt efter smag og behag, og placerer det på toppen af din espresso, der nu kan nydes.

Latte macchiato

Latte Macchiato kaffe.

Ovenfor fik vi afklaret, hvad en macchiato er, en espresso tilsat en smule “plettet” mælk i form af mælkeskum. For at forstå hvad en latte macchiato er, må vi igen oversætte fra italiensk for at finde frem til, at “latte” betyder “mælk”. Sagt med andre ord består en latte macchiato af varm mælk, espresso og mælkeskum placeret på toppen.

Tørster du efter en latte macchiato, skal du igen starte med at brygge espresso. Fremgangsmåden finder du først i indlægget. Efterfølgende skummes den opvarmede mælk på samme måde, som når du laver en macchiato, blot med desto mere mælk. Når mælken er skummet, hældes det i dit favoritkaffekrus, der gerne skal fyldes næsten helt op. Når det er gjort, er det tid til at hælde espressoshottet i midten af dit krus. Det skal gøres langsomt. Har du efter ophældningen en prik i midten af dit mælkeskum, har du gjort det helt rigtigt. Til sidst vil du sidde med en færdigbrygget latte macchiato bestående af tre lag, først et lag varmt mælk i bunden, hernæst et tyndt lag mælkeskum og til sidst et skud espresso. Har du en tandstik liggende derhjemme, vil du desuden have mulighed for at tegne et mønster i kaffen, lave det, der i daglig tale omtales “latte art”.

Cappuccino

Cappuccino kaffe.

Cappuccinoen kender du muligvis fra menukortet på alverdens caféer og kaffebarer. Navnet kommer af det italienske ord “cappuccio”, på dansk “hætte”, som refererer til farven på kapuciner-munkenes brune kutte. Også denne kaffevariant tager afsæt i espressoen. Den består af lige dele espresso, dampet mælk og mælkeskum, som giver en mild, cremet og sødmefuld smagsoplevelse.

For at brygge en cappuccino, skal du først brygge din espresso og dernæst skumme din mælk. Når du har brygget din espresso og steamet din mælk, hælder du blot espressoen i dit kaffekrus efterfulgt af den skummede mælk, således at espresso, mælk og skum udgør hver en tredjedel af den endelige kop. Ønsker du at gøre lidt ekstra ud af det, forkæle dig selv eller dine gæster, kan du evt. drysse kakaopulver, kanel eller muskatnød på toppen af mælkeskummen.

Er du ikke vant til at begå dig i kaffeverdenen, kan en cappuccino kan meget vel forveksles med en café latte. Men de to varianter er ikke ens. Den dampede mælk, der bruges i en cappuccino, er mere skummet, end mælken, der bruges i en café latte, og samtidig bruges der i cappuccinoen mindre mælk. Det betyder bl.a., at smagen af espresso er mere gennemtrængende i en cappuccino end i en café latte, som derimod er mere mælketung.

Cortado

Cortado kaffe.

Den spanske cortado er en lille, men stærk kop espresso tilført en smule dampet mælk - uden mælkeskum. Det er den manglende mælkeskum, der adskiller cortadoen fra cappuccinoen. Kaffevarianten her består af lige dele espresso og dampet mælk.

For at brygge en cortado må du altså først brygge din espresso og dernæst skumme din mælk ved at følge samme fremgangsmåde som beskrevet tidligere. Når du har brygget din espresso og steamet din mælk, hælder du blot espressoen i dit kaffekrus efterfulgt af den skummede mælk. Når kaffen serveres, skal espressoens crema, der fint skummer på toppen, gerne være intakt.

Café Latte

Café Latte kaffe.

Café latte er endnu en klassisk kaffevariant. Klassikeren, der kan oversættes til “kaffe med mælk”, består af en tredjedel espresso og to tredjedele dampet mælk med et lille lag mælkeskum. Også denne variant minder en smule om cappuccinoen, men adskiller sig i som følge af blandingsforholdet. Sætter du pris på en mere afdæmpet kaffesmag og mindre mælkeskum sammenlignet med cappuccinoen, ligger “latten” derfor lige til højrebenet.

Fordi varianten er, hvad man vil kategorisere som forholdsvis mælketung, vil det være en fordel at anvende kaffebønner, der både har slagkraft og komplimenterer mælken. Når du laver din café latte, må du først brygge din espresso. Herefter hældes mælk i en skummekande, som så skal steames eller skummes. Når du steamer mælken bør du være opmærksom på, at en café latte kun består af et tyndt lag mælkeskum. Er du ydermere en rigtig kaffeconnoisseur, kan du også holde øje med, om mælken nu også har en temperatur på 65 grader, som er den ideelle mælketemperatur til en latte. Når du har brygget din espresso og steamet mælken, er du klar og parat til at hælde mælken oveni espressoen, selvfølgelig med en lille smule mælkeskum på toppen som prikken over i’et.

Hvad enten du ønsker at forkæle dig selv eller dine gæster med espresso eller en af de mange typer af kaffe, der involverer espresso, kan du anvende alle Karma Kaffes friskristede kaffevarianter til formålet.

Gå på opdagelse i vores sortiment af friskristede specialkaffer

Se kaffesortiment

15% rabat på din første ordre

Kunne du tænke dig at prøve en af vores friskristede specialkaffer?

Brug denne rabatkode ved checkout: KK15

Se vores kaffer

15% rabat ved brug af koden: KK15

Se vores kaffer