Fri fragt ved køb på min. 500 kr.

Visa Master card Maestro card Mobilepay 30 15 28 20
DIN KURV:
0

Total

DKK 0,00

Gå til betaling

Duften af friskbrygget kaffe er noget, vi i Danmark sætter stor pris på. Endda i en sådan grad, at vi i dag kan kalde os for det fjerde mest kaffedrikkende land i verden – kun overgået af vores nordiske nabolande. På årlig basis hældes omtrent 30.000 tons kaffe i krus og termokander rundt omkring i landet, og cirka 70% af den danske befolkning labber fornøjeligt kaffen i sig. Vi ynder gerne at få stillet kaffetørsten, før vi får øjne om morgenen, mødes over en kop med familie og venner og nyder det både inden- og udenfor hjemmets fire vægge. Kaffe er, sagt med andre ord, for mange en uundværlig del af hverdagsrutinen.

Til de i gennemsnit tre til fire kopper kaffe, danskerne dagligt indtager, følger selvfølgelig et restprodukt, kaffegrums. I de fleste tilfælde smides kaffegrums i skraldespanden. Men hvad mange ikke ved er, at kafferesterne tjener mange nyttige formål og derfor med fordel kan genanvendes. I blogindlægget her får du derfor en række tips og tricks til, hvad du kan bruge kaffegrums til – til gavn for dig og miljøet.

Kaffegrums som gødning

Kaffegrums indeholder en række næringsstoffer, som både du, men også dine planter, kan drage nytte af. Til fordel for dine planter rummer kafferesterne bl.a. kvælstof, der giver jorden, og derfor også dine planter, næring. Samtidig gør dets høje indhold af syre, at kaffegrums er særligt velegnet som gødningsprodukt til surbundsplanter, heriblandt hortensia, rododendron, roser og lignende. Strø blot lidt kaffegrums rundt om planterne og grib herefter fat i vandkanden, så næringsstofferne trækkes ned i jorden.

Hvad enten du bruger kafferesterne til dine planter i haven eller i hjemmet, bør du dog være opmærksom på, at for meget koffein kan have en negativ virkning på friske frø og ganske unge planter. Vær derfor påpasselig med at være for generøs, når du fordeler kaffegrumset, hvis planterne befinder sig i deres tidlige fase.

Gebrugelse af kaffegrums som gødning.

Lav din egen kompost

Kompostering angiver den naturlige proces, der sker, når organisk materiale nedbrydes og forvandles til bl.a. kompost. Kompost er rig på forskellige næringsstoffer, som dit planteliv kan drage nytte af. Det organiske restaffald er nemlig med til at genopbygge jorden og skabe et gunstigt miljø for insekter og mikroorganismer, der skal forkæle dine planter. Og det er hér, kaffegrums kommer ind i billedet. Kaffegrums tilhører nemlig kategorien af organisk materiale, der kan komposteres og dermed forbedre levevilkårene for dine planter. Det eneste, du bør være opmærksom på, er, at procentdelen af kaffegrums ikke bør overstige 25% i kompostblandingen, da syreindholdet i så fald kan vække problemer.

Brug af kaffegrums til kompost.

Hold kattene på afstand

Er nabokatten flittig til at aflægge din have besøg? Du kan med fordel strø kaffegrums i dit bed, hvis du ønsker, at besøgene skal stoppe. Nogle dufte tiltrækker katte, mens andre afskrækker dem, og kaffe falder under sidstnævnte kategori. Det samme gælder stærke dufte, såsom appelsin. Du kan derfor tilføje appelsinskal til din kaffegrumsblanding, hvis du ønsker at holde kattene på afstand. Jo kraftigere kaffe- og appelsinlugt, desto bedre.

Har du tidligere haft besøg af besørgende katte i dit bed, skal du fortsætte med at strø kaffegrums et par uger efter, kattene er holdt op med at aflægge visit. Formålet er at sikre, at andre katte ikke vil lade sig lokke af lugten af tidligere besørgende katte. Kaffegrums er altså en effektiv, og vel at mærke harmløs, metode til at holde kattene på afstand. Har du hund, bør du dog kaste dig over alternative løsningsmodeller. Hunde tåler ikke koffein, og metoden vil derfor være risikabel.

Brug kaffegrums som rengøringsmiddel

Døjer du med stædige pletter, vil brug af kaffegrums også have sine fordele. Det er en både billig og bæredygtig måde at få bugt med skidt og snavs. Har du oliepletter, snavs eller dej på dine hænder? Vask dem med kaffegrums, og du vil se møget forsvinde. Døjer du med beskidte gryder og pander? Er de ikke teflonbelagte, kan du påføre kaffegrums på en klud og gnubbe køkkenredskaberne rene, ligesom du kan bruge kaffegrums som effektivt skuremiddel til køkkenvask og gril.

Det er ikke alene billigt, men også bæredygtigt. Du kan eventuelt gøre det nemt for dig selv ved at opbevare tørret kaffegrums i en skål eller krukke ved håndvasken. På den måde vil du altid have grumset lige ved hånden, hvis behovet skulle opstå.

Brug af kaffegrums til rengøring.

Få bugt med kedelige lugte

Vi kender det alle sammen. Det er ikke alle lugte, der er lige sjove at blive konfronteret med. Hvad enten du døjer med lugt fra køleskabet, bilen, sportstasken, dine sko eller dine hænder efter at have skåret løg eller hvidløg, kan kafferester være behjælpelig. Stil en skål kaffegrums i køleskabet, hæld tørret grums i en nylonsok og læg den under bilsædet, i sportstasken eller i dine sko og vask dine hvidløgslugtene hænder i kaffegrums, og du vil opdage, at den kedelige lugt vil forgå. Igen kan du med fordel have en skål eller krukke med kaffegrums stående ved køkkenvasken, så du nemt og hurtigt kan vaske hænder i grumset.

Vejen til mørt og smagfuldt kød

I stedet for at smide kaffegrumset ud efter at have brygget dig en god kop kaffe, kan du anvende grumset i marinaden til dit kød. Ja, du læste rigtigt. Ved at tilføje en smule grums i marinaden kan du mørne kødet, tilføre det en mild røget smag og give kødet en god og sprød skorpe. Internettet flyder over med forskellige opskrifter. Det handler derfor blot om at udvælge en.

Farvelæg med kaffegrums

Sidst, men ikke mindst, kan du bruge kaffegrums til at farve papir eller æggeskaller, en perfekt aktivitet for dig, der enten har eller passer børn. Du kan også give dig i kast med at farve stof eller garn. Har du f.eks. været så uheldig at anskaffet dig en brun- eller gullig plet på din bluse, som ikke kan komme af, har du her en både sjov og miljøvenlig løsning. Kog to liter vand og tilsæt så 8-10 spsk. kaffe, alt efter hvor kraftig en farve du ønsker. Herefter lægger du blot tøjstykket ned i kaffeblandingen. Rør jævnligt i blandingen for at sikre en ensartet farvenuance, og du vil efter et døgns tid kunne vaske tøjstykket og glæde dig over at have gennemført en naturlig farvning.

Konklusionen på kaffegrums

Gevinsten ved at genanvende kaffegrums er altså til at få øje på. Det er et overset restprodukt, der tjener flere funktioner, både i hjemmet og i haven. Næste gang du brygger dig en god kop kaffe kan du derfor med rette overveje, om du, i stedet for at smide kaffegrumset ud, kan bruge restproduktet i din husstand. På den måde vil du ikke alene få mere ud af dit køb, men også tage del i at skåne miljøet. Måtte du løbe tør for kaffegrums til dine projekter og samtidig tørste efter god kaffe, står vi klar til at hjælpe dig.

Gå på opdagelse i vores sortiment af friskristede specialkaffer

Se kaffesortiment

15% rabat på din første ordre

Kunne du tænke dig at prøve en af vores friskristede specialkaffer?

Brug denne rabatkode ved checkout: KK15

Se vores kaffer

15% rabat ved brug af koden: KK15

Se vores kaffer