Fri fragt ved køb på min. 500 kr.

Visa Master card Maestro card Mobilepay 30 15 28 20
DIN KURV:
0

Total

DKK 0,00

Gå til betaling

Du har styr på hvilken kaffevariant, du foretrækker, og har nu grejet, hvordan du skal brygge din kaffe for at opnå det resultat, der behager dig. Forudsætningerne for at lave dig selv en god kop kaffe er altså opfyldt. Eller næsten. For uagtet dit valg af kaffebønner og brygningsmetode vil smagen altid afhænge af, hvorvidt dine kaffebønner er friske eller ej, når du går i gang med at lave dig en kop. Det er med andre ord værd at sætte sig ind i, hvordan du bedst muligt sikre dig, at kaffebønnerne opbevares korrekt hjemme hos dig selv for at holde kaffen frisk og dermed bevare den gode smag. Her får du derfor en række tips til, hvad du selv kan gøre for at bevare kaffebønnernes gode smag og forlænge holdbarheden ved bl.a. at opbevare dem korrekt.

Prioriter friskristet kaffe

Det er langt fra alle, der hæfter sig ved friskheden af kaffebønnerne, de anvender, når kaffetørsten melder sig. Men sætter man pris på en god kop kaffe, har friskheden betydning. Friske kaffebønner, eller snarere friskristet kaffe, dækker over kaffe, der, når den nydes, indeholder den største koncentration af aromaer og smagsnuancer, dvs. to-fire dage efter, at kaffebønnerne er blevet ristet, og to-tre uger frem. Modsat mange andre fødevarer vil du altså ikke bemærke, at kaffebønnerne fordærver rent visuelt. De vil tværtimod se ud, som da du første gang tog hul på kaffeposen. Til gengæld vil kaffebønnernes aroma og smag gradvist aftage og ændre sig. Det hænger bl.a. sammen med, at olierne i kaffebønnerne hurtigt fordamper i mødet med ilt og vand. Sagt med andre ord er det altså allerbedst at købe din kaffe så friskristet som muligt.

Det betyder vel at mærke ikke, at den kaffe, du har købt, kun er værd at drikke i løbet af de første to-tre uger efter ristedatoen. En lang række kaffevarianter, inklusive vores, tilbyder gode smagsoplevelser helt op til tre måneder efter ristningen af kaffebønnerne. Men det betyder, at kaffen smager bedst inden for de første to-tre uger. Hos Karma Kaffe rister vi derfor udelukkende på bestilling. De grønne kaffebønner ristes først i det øjeblik, vi modtager din ordre, og du vil modtage din friskristede kaffe allerede inden for en-to hverdage, så du kan nyde kaffens aromaer og smagsnuancer, når de er mest fremtrædende. På kaffeposens bagside finder du datoen for ristningen, inden for hvilken tidsperiode, du bør nyde kaffen, og holdbarhedsdatoen.

Billede af kaffe der friskristes.

Gå med hele kaffebønner fremfor formalet kaffe

Ønsker du at holde fast i kaffens gode smag og forlænge holdbarheden vil endnu et råd være at købe hele kaffebønner fremfor formalet kaffe. Koncentrationen af aromaer og smagsnuancer aftager nemlig hurtigere, hvis du vælger formalet kaffe. Når bønner kværnes til malet kaffe, øges deres overfladeareal, hvorimod de hele kaffebønners overfladeareal er mindre. Formalet kaffe eksponeres altså i højere grad for ilt, hvad betyder, at olierne i formalet kaffe fordamper hurtigere end olierne i hele kaffebønner, alt sammen på bekostning af smagsoplevelsen.

Drikker du derfor din kaffe for smagens skyld, og ikke blot for koffeinens, anbefales det, at du selv kværner eller maler dine kaffebønner, vel at mærke lige før du brygger din kaffe. Har du allerede købt formalet kaffe, må du enten skynde dig at drikke den eller acceptere, at kaffens aromaer og smagsnuancer ikke vil være optimal.

Billede af friskristet kaffe der er kværnet.

Køb en passende mængde

Fordi kaffebønnernes aroma og smag gradvist aftager og ændrer sig fra det øjeblik, du tager hul på kaffeposen, bør du undgå at opbevare kaffebønnerne i lang tid. Når først du har taget hul på kaffeposen, tikker uret. Anbefalingen lyder altså, at du bør købe en passende mængde kaffe, svarende til to-tre ugers forbrug. På den måde sikrer du dig, at du anvender forholdsvis friske bønner hver gang, du brygger dig en kop kaffe, og er dermed garanteret, at kaffen har den bedste smag. Nøgleordet her vil derfor være at anvende mindre og friske mængder af kaffe for at få den bedste smagsoplevelse og ydermere minimere madspild.

Opbevaringsmuligheder

Selvom kaffens aroma og smag gradvist aftager og ændrer sig, som tiden går, er der en række tiltag, du selv kan ty til for at bevare kaffebønnernes gode smag og forlænge deres holdbarhed. For at værne om smagsoplevelsen bør du sikre dig, at du bevarer din kaffe korrekt. I opbevaringen af kaffe må du bl.a. tage højde for, at kaffebønnerne hverken er gode venner med ilt, varme, fugt eller lys.

Opbevar kaffen i en lufttæt beholder

I opbevaringen af kaffe bør du først og fremmest have for øje, at dine kaffebønner mister aroma og smag i mødet med ilt. Det anbefales derfor, at du opbevarer dine kaffebønner i en lufttæt beholder. Vi foreslår, at du opbevarer din kaffe i den pose, kaffen kommer i, forudsat at posen er udstyret med praktisk genluk og en envejsventil, akkurat ligesom vores. Ventilen sikrer, at gasserne fra kaffen ikke kan trække ud, og at bønnerne ikke eksponeres for ilt på bekostning af friskheden. Her bør du altid sørge for at lukke posen godt og presse den overskydende luft ud gennem envejsventilen.

Køber du kaffen i en pose uden ventil, kan du anvende en glaskrukke eller anden beholder med et tætsluttet låg, fx et syltetøjsglas eller en gammeldags kaffedåse. Her vil det være vigtigt, at du rengører beholderen mellem hver pose kaffe, du hælder i. Olien fra kaffebønnerne sætter sig nemlig på glaskrukkens eller beholderes inderside og kan derfor hurtigt komme til at få en ærgerlig lugt og påvirke smagen på den kaffe, du hælder i krukken eller beholderen.

Billede af kaffepose fra Karma kaffe med envejsventilen.

Opbevar kaffen i mørke

Vælger du at opbevare kaffen i en gennemsigtig glaskrukke eller beholder bør du opbevare krukken eller beholderen i et mørkt skab. Din kaffe vil hurtigt blive kedelig og flad, hvis du lader kaffen stå fremme på køkkenbordet, selvom bønnerne ville pynte på køkkenbordet. Ved at opbevare din kaffe mørkt bevares den gode smag, og holdbarheden forlænges.

Opbevar kaffen et køligt sted

Det er ikke kun vigtigt at opbevare dine kaffebønner i en lufttæt beholder og undgå sollys. Det er også vigtigt, at du opbevarer kaffen et køligt sted, hvis du ønsker at opbevare kaffen korrekt. Jo mindre varme bønnerne udsættes for, desto længere tid bevares kaffens aroma og smagsnuancer. Du kan derfor med fordel opbevare dine kaffebønner i et køligt rum, væk fra lys og varmekilder.

Opbevar kaffen et tørt sted

Nok bør du opbevare din kaffe et køligt sted, men det er vigtigt at slå fast, at opbevaring i køleskab og fryser ikke kan anbefales. Tværtimod. For at værne om kaffens smag og holdbarhed bør du gemme dine kaffebønner et tørt sted, hvor der ikke er stærke lugte. Det hænger sammen med, at kaffe både tiltrækker fugt og lugt. Først og fremmest vil du risikere, at den indtrængende luft kondenserer, hvad vil få kaffens aromaer og smagsnuancer til af aftage. Hernæst risikerer du, at bønnerne vil optage lugten fra de øvrige fødevarer i dit køleskab og derved få en lidt mærkelig smag, fordi de netop let optager aromaer fra omgivelserne. Så selvom du måtte støde på skrønen - at opbevaring af kaffe i køleskab eller fryser er fordelagtig - bør du afholde dig fra det.

Følger du disse syv tips vil du kunne bevare kaffens gode smag, forlænge holdbarheden og derved nyde en både frisk og velsmagende kop kaffe hver morgen, middag og aften.

Gå på opdagelse i vores sortiment af friskristede specialkaffer

Se kaffesortiment

15% rabat på din første ordre

Kunne du tænke dig at prøve en af vores friskristede specialkaffer?

Brug denne rabatkode ved checkout: KK15

Se vores kaffer

15% rabat ved brug af koden: KK15

Se vores kaffer